Men coronaen har desværre stadig fuld kontrol over, at pølser, øl og duften af græs på stadion må vente til landet igen åbner.
Et sted, hvor der modsat på intet tidspunkt har været restriktioner i antallet af tilskuere, er i konsolspillet Fifa. Her har dørene – misundelsesværdigt nok – været fuldstændig åben for alverdens fans.
Godt nok er fansene virtuelle og computerprogrammerede, men alle er dog med til at skabe en snert af fodboldstemning, når man som spiller sidder med kontrolleren i hånden.
Og hvis du har spillet en Fifa-kamp eller to, så har du muligvis lagt mærke til, at der i præsentationen af de to hold på banen ofte er en hyldest af en spiller eller et hold i form af en tifo. Tifoen beskrives nok bedst som en koreografisk samling af blandt andet bannere, flag eller konfetti.
Normalt er det i Fifa spillere som Juventus’ Cristiano Ronaldo og Barcelonas Lionel Messi, der er afbilledet og pryder endetribunerne på henholdsvis Juventus Stadium i Torino og Camp Nou i Barcelona.
Men i weekenden sker der noget nyt, for det bliver nemlig første gang nogensinde, at en kvindelig spiller kommer til at figurere på en tifo i Fifa.
Brasilianske Stephanie ‘Teca’ Luana, der til dagligt spiller for det danske e-sportshold Astralis, bliver sammen med de danske e-landsholdsspillere og tidligere verdensmestre August ‘Agge’ Rosenmeier og Fatih Üstün en del af en tifo, som bliver vist i weekendens FIFA21 Global Series-turnering.
Astralis bliver samtidig en af de første ikke-fodboldklubber til at være en del af en tifo i spillet.
E-sport er for alle
Brasilianske ‘Teca’ er på mange måder en foregangskvinde inden for Fifa, hvor hun i efteråret blev den kun anden kvinde i e-sporten til at underskrive en professionel kontrakt. Hun er den uofficielle verdensmester, og hun betegnes som en af de bedste kvindelige Fifa-spillere i verden.
Til Give Me Sport har hun tidligere fortalt, at det kan være svært som kvindelig Fifa-spiller at spille mod mandlige spillere, fordi modstanderne ikke vil acceptere at tabe til en kvinde. Dog oplever hun, at alle i Astralis bliver behandlet ens uanset køn.
‘Teca’ bor og spiller i Brasilien, men træner online efter samme model, som de andre Fifa-spillere, der holder til i Danmark. Sportsdirektør i Astralis, Kasper Hvidt, mener derfor ikke, at kønnet betyder noget.
– Det betyder ikke noget for os, om hun er en kvinde, eller hvad hun er, for det handler om lysten til at dygtiggøre sig både i spillet og i forhold til måden, man lever som en professionel, siger han.
– Det er lidt mod vores egne værdier at fejre nogen på grund af deres køn, men selvfølgelig er vi da stolte og glade for at kunne være med til at gøre en lille forskel.
For Kasper Hvidt er det specielt, at den første kvinde til at figurere på denne måde er Astralis-spiller, og han håber, at det kan hjælpe på den generelle forståelse af en Fifa-spiller.
– Det kan forhåbentlig hjælpe på forståelsen af, at e-sport er for alle uanset køn, race og religion.
Foruden ‘Teca’ består det danske Fifa-hold Astralis af August ‘Agge’ Rosenmeier, Fatih Üstün og israelske Roee Feldmann, der ligesom sin holdkammerat ‘Teca’ spiller i sit hjemland.