En CO2-afgift vil være et skift til en bedre og billigere klimapolitik

Regeringen har taget et område ad gangen, sat mål og gennemført tilskud og tekniske krav for at nå dem. De benyttede instrumenter giver mindre effektive tiltag på den enkelte virksomhed, og fremgangsmåden giver en mindre effektiv fordeling af indsatsen mellem virksomhederne. Samtidig skabes betydelig usikkerhed om rammerne for de afgørende investeringer i nye grønne teknologier frem mod 2030.

Fortsætter vi ad den vej, bliver den grønne omstilling dyrere, end den behøver at blive.

Men ser vi fremad, kan den nyligt indgåede aftale om ’Grøn skattereform’ være et sporskifte, der reducerer usikkerheden og sikrer en billigere og mere effektiv indsats. Om den bliver det afhænger dog helt af, hvordan aftalen udmøntes.   

Når aftalen giver håb om forbedring, er det, fordi det er muligt at måle og afgiftspålægge af CO₂-udledningen i størstedelen af økonomien. Gør man det, gives incitamenter til den billigste indsats på den enkelte virksomhed og den billigste fordeling af indsatsen mellem dem. Fastlægges afgiften hurtigt, kan man samtidig reducere usikkerheden om de fremtidige rammer for grønne investeringer.

Hvordan det? Lad os se på to virksomheder. På den ene giver energibesparelser en stor CO₂-reduktion, og her vil vi gerne give tilskyndelse til, at virksomheden vælger energibesparelser. På den anden virksomhed har energibesparelser lille effekt, men til gengæld giver en helt ny produktionsteknologi en stor CO₂-reduktion. På den virksomhed vil vi derfor gerne tilskynde til at installere netop den nye teknologi.

Hvis klimaministerens embedsmænd skal skubbe virksomhederne i den rigtige retning gennem tilskud, normer og teknologikrav har de en vanskelig opgave. For at ramme rigtigt må de skaffe sig et godt kendskab til forholdene på hver enkelt virksomhed og specialdesigne tilskud og krav. Et stort tilskud til energibesparelser til en virksomhed, et lille til en anden, der i stedet får tilskud til en helt produktions teknologi. Ude i virkeligheden er der mange meget forskellige virksomheder så det er et stort arbejde og kommer til at tage tid – og i praksis rammer man med stor sandsynlighed galt.

I sammenligning er CO₂-afgiften en badeferie for klimaministerens embedsmænd. Det er let at måle og afgiftspålægge CO₂-udledning, når vi ser bort fra landbrugets udledninger. Det er måske ikke helt så let at beregne, hvor høj afgiften skal være, men dog meget lettere end at beregne virkningerne af et væld af specialdesignede regler og tilskud.

Men giver CO₂-afgiften de rigtige incitamenter?  Lad os igen se på vores to virksomheder, der nu skal betale afgift af deres udledninger.

Hvilket incitament får den første virksomhed hvor energibesparelser giver store CO₂-redukltioner? Jo netop fordi CO₂ reduktionen er stor giver energibesparelser også en stor reduktion i virksomhedens CO₂-afgiftsbetalingen. Derfor får den første virksomhed det store incitament til energibesparelser vi gerne vil give den. Men hvad med den anden virksomhed hvor en ny produktionsteknologi giver en stor CO₂-reduktion, mens energibesparelser ikke giver noget?

Lad os for sportens skyld antage at klimaministerens embedsmænd ikke kender noget til den nye teknologi som kun virksomhedens udviklingsingeniør har hørt om på en messe i Hamborg. Men igen, netop fordi den nye teknologi giver store reduktioner i udledningen af CO₂, giver den også en stor reduktion i udgiften til CO₂-afgiften. Derfor kan udviklingsingeniøren præsentere en god business case, mens afgiften ikke giver incitamentet til energibesparelser, netop fordi de ikke reducerer afgiftsbetalingen på denne virksomhed. Den samme afgift giver altså helt forskellige (og helt rigtige) incitamenter på de to virksomheder. Og det uden at klimaministeren behøver vide noget om virksomhederne udover at kunne måle deres CO₂-udledning.   

Med afgiften flyttes vurderingen af hvilke tiltag, der er mest effektive ud til virksomhederne, som jo har langt bedre styr på mulighederne end politikere og embedsmænd nogensinde kan gøre sig håb om. Det er afgiftens hemmelighed. Som antydet i eksemplet er afgiftens fordel særlig stor, når det drejer sig om nye teknologier, der skal spottes, tilpasses og færdigudvikles ude på den enkelte virksomhed. Her er det kun virksomheders egne specialister, der har en chance for at finde de effektive løsninger. Så når det er forskning og udvikling af ny teknologier, der skal bringe os i mål, er det i ekstra vigtigt, at afgiften bliver det drivende instrument.

Mit råd til politikerne er derfor hurtigt at melde afgiftssatser ud, der kan drive omstillingen for de store dele af økonomien hvor CO2-måling er mulig. Er man usikker på niveauet, kan man udmelde et afgiftsspænd og samtidig understrege, at afgiften kommer til at stige efter 2030. Endvidere at der ikke kommer flere tilskud, krav og reguleringer på de afgiftsdækkede områder, så der skabes sikkerhed om rammerne for de afgørende investeringer i nye grønne teknologier.
Gør man det, kan vi skifte spor til en billigere og mere effektiv grøn omstilling. Men hvis man tøver og fortsætter ad det nuværende spor, bliver omstillingen dyrere og usikkerheden om rammerne for grønne investeringer større.

Kilde – De Økonomisk Råd