For et år siden aftalte et bredt flertal i Folketinget en ny klimalov med et ambitiøst mål om at reducere de årlige udledningerne med 20 mio. tons i 2030. I det forløbne år er der aftalt konkrete reduktioner, som regeringen har opgjort til ca. en tredjedel heraf.
Fremgangsmåden har været at forhandle et område ad gangen. På hvert område er man blevet enige om en målsætning for området og de tiltag – typisk i form af tilskud og tekniske krav – der skal gennemføres for at nå den.
Når man skal fastlægge detailregler for krav og tilskud er det en fordel at tage en sektor adgangen, fordi det er nødvendigt at tage højde for, at de tekniske muligheder og begrænsninger varierer betydeligt fra sektor til sektor. De indgåede aftaler bidrager til, at de danske udledninger kommer til at falde frem mod 2030, og hvis viser det sig, at man ikke når i mål, kan man hen ad vejen stramme op på allerede indgåede aftaler. Indgås et tilstrækkeligt antal aftaler og sikrer man sig, at de overholdes og om nødvendig strammes, kan den nødvendige grønne omstilling godt nås.
Men spørgsmålet er, om en sådan fremgangsmåde også sikrer den billigst mulige omstilling af økonomien?
Svaret er efter vores vurdering et klart nej. Det er der tre grunde til. De to første har vi (og andre) peget på før, og de omtales derfor kun kort. Den tredje er mindre oplagt, men lige så vigtigt, så den gør jeg lidt mere ud af at forklare.
For det første kræver en billig grøn omstilling høje ambitioner på områder, hvor reduktionerne er billige samtidig med, at ambitionerne er lavere, hvor reduktionerne er dyre. En sådan prioritering på tværs af de forskellige områder er vanskelig, når man forhandler område for område. Der er derfor en betydelig risiko for, at den fordeling af indsatsen mellem områderne, man ender med, fordyrer omstillingen.
For det andet giver de tiltag, man har valgt at bruge – tilskud og tekniske krav – en dyrere omstilling på det enkelte område. Mens det er let at måle og afgiftsbelægge CO2-udledninger fra fossile brændsler er det vanskeligt at vurdere, hvor store reduktioner en given grøn teknologi medfører på den enkelte virksomhed. Der er derfor en betydelig risiko for, at de tilskud, der gives, ikke svarer til klimaeffekten, og at klimaeffekten af virksomhedernes grønne investeringer derfor bliver reduceret. Det vil også fordyre omstillingen.
For det tredje skaber fremgangsmåden, hvor ambitionsniveau og konkrete tiltag aftales område for område, usikkerhed. Usikkerhed gør, at virksomheder venter med grønne investeringer og øger risikoen for fejlinvesteringer, hvis de alligevel foretages. Hvordan det?
Virksomheders valg af teknologi afhænger i høj grad af de regler, tilskud og afgifter, virksomheden står overfor. Det er derfor rationelt for virksomheder at vente med at investere i ny, grøn teknologi indtil politikerne har fastlagt de rammevilkår, der vil gælde i fremtiden. Men så længe de allerede indgåede aftaler ikke er tilstrækkelige til at nå 2030-målet, er der jo flere tiltag og reguleringer i vente – og dermed usikkerhed om de vilkår, der vil gælde i 2030. Usikkerheden er selvfølgelig størst på områder, hvor der endnu ikke er indgået aftaler, men der er også usikkerhed på områder, hvor der er en aftale, da det kan blive nødvendigt, at gennemføre yderligere tiltag for at nå det samlede 2030-mål.
Det er ikke gratis for virksomheder at udskyde nødvendige investeringer, men det kan være at foretrække frem for at gennemføre investeringer, som viser sig at være fejlinvesteringer, når politikerne på et tidspunkt ændrer rammevilkårene. Kan investeringen ikke udskydes risikerer virksomheden at skulle rette op på en fejlinvestering senere. Begge dele øger omkostningerne og fordyrer den grønne omstilling. Så jo længere tid der går, inden alle de nødvendige tiltag er aftalt, jo dyrere bliver det at nå 2030- målet.
Men kan det så gøres bedre? Kan man sikre en bedre fordeling mellem ambitionerne på de enkelte områder og bedre incitamenter på de enkelte områder? Og ikke mindst, kan man hurtigere reducere usikkerheden om rammevilkårene bredt i økonomien? Det korte svar er ”ja”, det kan man.
Det kan man ved i stedet for at aftale detaljerede regler sektor for sektor at lave én aftale om højere afgifter på CO2-udledninger, der dækker alle sektorer. En sådan aftale vil sikre den billigste fordeling af indsatsen mellem områder og de rigtige incitamenter på hvert enkelt område. Den vil samtidig kunne reducere usikkerheden om de fremtidige rammevilkår, hvis aftalen laves hurtigt. En sådan aftale vil gøre den grønne omstilling billigere.
Kilde: De Økonomiske Råd