Dyrk Daglig motion

For rigtig mange danskere er motion ikke en del af hverdagen. Det er et problem, da en inaktiv livsstil kan føre til livsstilssygdomme, overvægt og en ringe selvopfattelse.

Faktisk siges det, at det er bedre at være i god kondition, men have et par kilo for meget på sidebenene, end at være super slank fra naturens side og have en dårlig kondition. Fedt sætter sig nemlig ikke kun på maven og lårene, det flyder med rundt i blodet, hvor det kan hobe sig op og sætte sig om hjertet.

Hvor meget motion skal man dyrke?
Det er naturligvis bedst at dyrke sport regelmæssigt, så man får en god kondition, en sund appetit og personligt velvære. Men nu er det jo ikke alle mennesker, der trives med at gå til holdsport eller træne i et motionscenter, og nogle kan måske ikke finde tid til sport på grund af småbørn og skæve arbejdstider. Men husk at lidt er bedre end ingenting. Jo mere du bevæger dig og er fysisk aktiv, jo bedre.

Sundhedsstyrelsen anbefaler
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne er fysisk aktive i mindst 30 minutter hver dag. De 30 minutter kan godt deles op, så hvis du f.eks. cykler 15 minutter til og fra arbejde, er det helt fint. For at fremme og vedligeholde din kondition, muskelstyrke, bevægelighed og knoglesundhed bør du dog to gange om ugentligt være fysisk aktiv i 20-30 minutter af høj intensitet. Det betyder, at pulsen skal op, så du sveder og bliver forpustet.

Børn skal helst være fysisk aktive i 60 minutter om dagen. Tiden kan godt deles op, så der f.eks. cykles til og fra skole, og spilles fodbold om eftermiddagen. Det vigtigste er, at børnene får rørt sig. Som for voksne gælder det også for børn, at de to gange ugentligt skal have pulsen op, så de sveder og blive let forpustet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *