Jeg strammer værktøjs bæltet denne måned. Gør det selv arbejde er på menuen og jeg er spændt. Det er ikke fordi jeg er en håndværker overhovedet, men har altid haft tanken, at jeg har visse egenskaber, som egner sig som en “gør-det-selv mand”.
Et af de første opgaver jeg støder på, er en standardiseret gennemgang. Fra temperaturen på kedlen i kælderen til græssets længde. Jeg opdager vinduskarme, som trænger til en forbedring – Men beslutter at vende tilbage til dem. Det er et alt for stort arbejde for en dag. Jeg ville virkelig ønske at jeg kunne klare det hele, men tiden er knap og jeg har kun aftalt at arbejde som gør-det-selv mand for en dag.
Jeg hopper derimod på opgaven om at skifte lys i indgangs-hallen. Flere pærer er sprunget. Jeg hiver fat i min trofaste stige og klatre langsomt op. Som jeg skal til at skrue pærerne ud – Opdager jeg at de stadig er glødvarme. Det kan være tegn på noget mere alvorligt, så jeg bliver nød til at kontakte en elektriker. Der kan jo være tale om brandrisiko. Jeg måtte derfor opgive at skifte lysene, til alt var gennemtjekket. Ingen grund til at risikere noget. Især ikke, når det gælder elektricitet.
Gør det selv kæden
Efter lys fiaskoen hoppede jeg på opgaven, at ordne kameraet. Der var en løs forbindelse, som resulterede i flimmer på flere skærme. Lidt elektrikertape skulle gerne kunne klare denne opgave. Efter jeg var sikker på opgaven var løst, tjekkede jeg skærmene. Desværre var der stadig flere af dem, som ikke fungerede. Det betød, at jeg endnu engang måtte bøje mig i støvet og tilkalde eksperthjælp. Nogle gange tænker jeg, at livet som “gør det selv mand” blot er en stor telefonkæde af mennesker, som gør arbejdet for en. Gad vide hvor telefonkæden stopper.
Det kunne godt lyde som om, at hele dagen var en fiasko. Det var dog ikke tilfældet. Jeg fik ordnet flere vinduskarme, slået græsset og tjekket op på forbruget. Jeg fik desuden brugt maling flere steder, hvor det begyndte at skalle af. Der er bare så meget arbejde, at man ikke kan nå alt på en enkelt dag. Havde jeg haft en hel uge, eller for den sags skyld en hel måned ville jeg kunne gå derfra med et godt sind. Desværre må jeg indrømme, at det er hårdt at lade så mange uløste opgaver stå stille. Min chef fortalte mig, at det var mere end normalt. For mig er denne mentalitet ikke acceptabelt.
Da dagen var ved at gå til ende gjorde jeg mig nogle overvejelser. Hvorledes kunne dagen være gået bedre. Et af de resolutioner jeg kom frem til var, at bedre værktøj kunne have gjort mit arbejde nemmere. Jeg havde egentlig været inde på 10-4 ‘s hjemmeside, for at tjekke om jeg kunne foretage lidt opgraderings køb – Desværre, som jeg var ved at tjekke ud kom børnene ind i rummet og krævede opmærksomhed. Jeg glemte alt om aftalen jeg havde næste dag, om arbejdet som gør det selv mand. Jeg var nødsaget til at bruge mit gamle værktøjsbælte, som bestemt ikke var udstyret med opdaterede redskaber. Et faktum jeg blev mindet om gang på gang, som jeg måtte låne mig til værktøj fra Chefen. Pinligt.
En sidste indsigt jeg gjorde mig var, at jeg bestemt ikke var så handy som jeg havde forventet. Flere gange stødte jeg på opgaver, som jeg blev nød til at videresende til mere dygtige mandfolk. Det er et hårdt slag for selvtilliden, når man skal krybe til kors. Nogle gange handler det bare ikke om ens egen stolthed – Men om veludført arbejde.
Med hovedet godt tiltet mod jorden vendte jeg hjem til konen, og fortalte om min dag. Det første jeg hørte var “hahahahhaha – Sagde det jo” Hvor er det rart med en kone som støtter en.